Officielt: FCN har rekordsolgt Ernest Nuamah

0
Ernest Nuamah

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FC Nordsjælland oplyser onsdag aften, at man har solgt Ernest Nuamah. Det er klubbens største salg nogensinde.

FC Nordsjælland har arbejdet på et salg af Ernest Nuamah til franske Olympique Lyon i de seneste uger.

Onsdag blev handlen så endelig en realitet.

FCN bekræfter, at salget er gået igennem, og det bliver ikke blot klubbens største salg til dato, men også det dyreste salg i dansk fodbolds historie.

Klubben har gennemført forhandlingerne med Eagle Football Holdings. Det betyder, at RWD Molenbeek har købt Nuamah og i samme moment udlejet ham til Lyon, der er forpligtet til at købe ham om et år.

B.T. oplyser, at FCN som minimum er garanteret 187 millioner kroner for Nuamah, men beløbet kan stige til over 220 millioner kroner, hvis offensivspilleren præsterer som forventet.

“Ernest har været igennem en eksplosiv udvikling, og den store interesse gør, at vi føler os privilegerede over at have haft ham på holdet igennem hele den indledende del af sæsonen, hvor han også nåede at gøre en afgørende forskel,” siger FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Han har brændt Superligaen af, og den flotte udvikling, de mange anerkendelser og dette skifte er endnu et eksempel på de synergier og den fantastiske uddannelse, der er hele vejen op igennem akademierne og op til førsteholdene.”

“Der er endnu en gang udført et fantastisk stykke arbejde både på Right to Dream-akademiet i Ghana, her i Farum og ikke mindst fra Ernest selv, der har arbejdet hårdt og fokuseret hele vejen igennem.”

“Vi er altid stolte over at se vores akademispillere tage springet til næste niveau, og han vil altid være en del af Right to Dream- og FCN-familien.”

“Vi ville selvfølgelig gerne have beholdt ham, men vi har også ramt et niveau nu – både økonomisk og i forhold til Ernests ønske og udvikling – hvor det er det rigtige at sende ham videre.”

“Vi har en stærk og konkurrencedygtig trup, og vi handlede tidligt i vinduet for at sikre os den nødvendige bredde i forhold til vores ambitioner om at angribe alle de turneringer, vi deltager i.”

“Det ser vi frem til, mens vi samtidig ønsker Ernest alt det bedste med det næste skridt og ikke mindst siger ham kæmpe tak for indsatsen og hans store indflydelse på den positive udvikling for holdet og FC Nordsjælland.”

19-årige Ernest Nuamah nåede at spille 49 kampe, score 20 mål og levere fem assists i FCN-trøjen.

Officielt: Bayern har solgt Benjamin Pavard
Officielt: Arsenal rekordsælger angriber

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE