Det er lidt af en bombe, Kasper Lorentzen har smidt i FC Nordsjælland her til morgen. Han indstiller karrieren som blot 29-årig.
29-årige Kasper Lorentzen har netop meddelt FC Nordsjælland, at han indstiller sin aktive fodboldkarriere.
”Jeg er faktisk rimelig afklaret omkring beslutningen, men jeg er også hamrende ærgerlig. Jeg trives i klubben, jeg elsker fodbold, og jeg er glad for at stå op hver morgen for at tage hen i klubben,” siger offensivspilleren til klubbens hjemmeside og forklarer sit karrierestop:
”Men jeg er også træt af ikke at kunne præstere på topniveau, og jeg er træt af at have ondt hver dag. Jeg har ikke kunne bidrage på højeste niveau i lang tid, og det vil jeg gerne kunne.”
I Farum begræder man Kasper Lorenzens stop, men bestyrelsesformand for tigrene, Allan K. Pedersen, forstår og respekterer beslutningen fuldt ud.
”Det er på ingen måde en nyhed, vi med glæde kan melde ud, og vi føler i den grad med Kasper. Han har altid været en spiller, som har vist et enormt højst niveau, og så har Kasper en personlighed, vi vil savne på banen, men også uden for banen,” siger Allan K. Pedersen og pointerer:
”Vi har dog også respekt for, at Kasper nu siger stop, da hans krop ikke længere kan følge med.”
Kasper Lorenzen nåede i sin karriere at spille for både Brøndby IF, Randers og FC Nordsjælland, mens han også har 6 A-landskampe for Danmark på CV’et.