FC Nordsjælland har købt den unge Lyngby-midtstopper Lucas Hey og udstyret ham med en aftale, der løber frem til udgangen af 2027. Det oplyser FCN mandag.
Lucas Hey har været rygtet kraftigt væk fra Lyngby på det seneste, og nu er den unge stoppers skifte blevet officielt.
FC Nordsjælland meddeler således på deres hjemmeside mandag, at de har hentet den 20-årige forsvarer på en permanent aftale.
Hovedpersonen glæder sig over skiftet til Superligaens aktuelle tophold.
“Jeg ser en stor mulighed for at kunne udvikle mig endnu mere i FC Nordsjælland og lægge de næste procenter på,” siger Hey til fcn.dk og fortsætter:
“Jeg har jo kunnet se, at de unge får chancen, og at de har udviklet sig til at kunne tage skridtet ud i Europa,” lyder det.
Sportschef Jan Laursen glæder sig også over tilgangen af den danske U21-landsholdsspiller.
“Tilgangen af Lucas er endnu et udtryk for vores store ambitioner, og vi kan med rette være stolte over at have vundet kampen om ham, da mange klubber fra både ind- og udland har jagtet hans underskrift,” siger FCN-bossen.
Hey nåede 32 kampe for førsteholdet i Lyngby.