
Foto: Shutterstock
Danske Thomas Frank har sikret sig forstærkning til midtbanen i Tottenham Hotspur.
Spurs har i dag købt midtbanespilleren Conor Gallagher i Atletico Madrid.
Transfersummen lyder angiveligt på cirka 300 millioner kroner.
Den 25-årige englænder har signeret en kontrakt, der løber i de kommende 5,5 år, ifølge flere medier.
“Conor er en top midtbanespiller, som vi har arbejdet utrætteligt for at tilføje til vores trup,” indleder Thomas Frank til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han er stadig ung, så der er masser af plads til forbedring, men han har også en enorm erfaring fra Premier League, La Liga og med det engelske landshold.”
“Conor har været anfører tidligere, så han vil bringe lederskab, modenhed, karakter og personlighed til vores omklædningsrum, mens hans løbekraft, evner i presspillet og øje for mål vil styrke os på et nøgleområde af banen.”
“Jeg er begejstret for at skulle arbejde med ham hver dag, og jeg ved, at fansene vil elske det, som han vil bringe til holdet.”
Gallagher skiftede til Atletico Madrid i sommeren 2024 fra Chelsea FC. Han nåede i alt at spille 77 kampe for Madrid-klubben, hvor han bidrog med syv scoringer og syv assists.
I Chelsea spillede han 95 kampe, scorede ti mål og leverede ti assists.
Han står desuden noteret for 22 A-landskampe for England.