Chelsea har udpeget hollandske Guus Hiddink som ny manager. Han har fået en kort kontrakt, der løber sæsonen ud.
Chelsea har fundet afløseren for José Mourinho, der torsdag blev fyret efter et skuffende efterår resultatmæssigt.
Det bliver således hollandske Guus Hiddink, der som ventet overtager taktstokken på Stamford Bridge, hvor han har fået en kontrakt sæsonen ud.
“Jeg er glad for at være tilbage på Stamford Bridge. Chelsea er en af de største klubber i verden, men de er ikke, hvor de bør være, for tiden. Jeg er dog sikker på, at vi kan vende denne sæson rundt,” siger Guus Hiddink til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg ser frem til at arbejde med spillerne og staben i denne fantastiske klub og især genoptage mit fantastiske forhold til Chelsea-fansene.”
Den 69-årige hollænder har før ageret redningsmand i London-klubben. Det var i 2009, hvor han tog over efter Luiz Felipe Scolari.