Officielt: Gylfi Sigurdsson præsenteret i Lyngby

0

Officielt: Gylfi Sigurdsson præsenteret i LyngbyLyngby har præsenteret den tidligere Everton-profil Gylfi Sigurdsson, der er blevet udstyret med en etårig kontrakt. Det bekræfter Superliga-klubben torsdag.

Efter flere ugers rygter er det blevet en kendsgerning, at Gylfi Sigurdsson er Lyngby-spiller.

Superliga-klubben meddeler således på sin hjemmeside, at man har hentet den 33-årige offensivspiller på en etårig aftale.

Fodboldchef Nicas Kjeldsen er glad for tilgangen af den forhenværende Everton- og Tottenham-spiller.

“Der er ingen tvivl om, at vi er utrolig stolte og glade for, at vi i dag kan præsentere Gylfi Sigurdsson som Lyngby Boldklub-spiller,” siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Gylfi er en spiller fra en hylde, som vi ikke normalt kan hente spillere fra, hvorfor det er en blåstempling af vores klub, miljø og store udvikling, at vi kan tiltrække en spiller af hans kaliber,” udtaler Lyngby-chefen.

“Gylfi har ikke spillet fodbold i de seneste par år, hvorfor vi selvfølgelig vil være tålmodige med ham. Der er dog ingen tvivl om, at det er en kæmpe profil, som vi har fået til Kongens Lyngby, og det er vi meget stolte over,” lyder det fra Nicas Kjeldsen.

Sigurdsson: Vil gerne lære fra mig

Den tidligere islandske landsholdsstjerne kommer til Lyngby med et stærkt CV og håber på, at han kan bidrage med sin erfaring.

“Jeg håber, at jeg kan komme ind og bidrage med en masse erfaring og kvalitet. Jeg ved, at der er en masse unge og dygtige spillere på holdet, og jeg vil rigtig gerne lære fra mig, så vi kan løfte os sammen,” fortæller Gylfi Sigurdsson og tilføjer:

“Jeg har hørt om den gode opbakning, vi har, og jeg ser meget frem til at møde fansene og ikke mindst spille foran dem,” udtaler Gylfi Sigurdsson.

Offensivspilleren står noteret for 318 Premier League-kampe.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE