Det har været på vej i et par dage, og nu er det endelig officielt: Tottenham henter den sydkoreanske kantspiller Heung-Min Son i Bayer Leverkusen.
Tottenham Hotspur er blevet en offensivspiller rigere. Den sydkoreanske landsholdsspiller skifter BayArena ud med White Hart Lane.
Son har imponeret stort de seneste år for HSV og siden Leverkusen, og er således den spiller der, sammen med Arjen Robben, har scoret flest mål i Bundesligaen siden sæsonen 2012/13. 23-årige Son menes at koste Tottenham i omegnen af 225 millioner kroner.
Heung-Min Son har skrevet under på en fem-årig kontrakt med Londonklubben, og får trøje nr. 7.
Bayer Leverkusen har i samme ombæring offentliggjort, at man henter den 24-årige kantspiller Kevin Kampl i Dortmund som erstatning for Son. Kampl skifter for en sum på cirka 75 millioner kroner, og bliver genforenet med manden, der trænede ham i Red Bull Salzburg, Roger Schmidt.