Hobro har vekslet lejeaftalen med Edgar Babayan til en permanent toårig kontrakt. Den 21-årige offensivspiller skifter fra Randers FC.
Hobro-træner Thomas Thomasberg kunne i foråret benytte Edgar Babayan, som nordjyderne havde lånt i Randers FC.
Trods en skade nåede han at bidrage med ni kampe og to mål på Hobros vej mod oprykningen til Superligaen, og nu skifter han permanent fra Randers til de gulblusede.
“Edgar var uheldig at blive skadet i starten af foråret, men han kom stærkt tilbage og leverede flere gode præstationer. Han er en hurtig, udfordrende spiller, som kan true i dybden, og sådan en type spiller kommer vi til at få brug for i den kommende sæson,” skriver sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Vi var glade for at have ham i foråret, hvor vi kunne se, at han har et stort potentiale. Det potentiale, tror vi på, kan forløses til fulde i Hobro IK, og det er derfor, vi har hentet ham permanent til klubben.”
Edgar Babayan har underskrevet en kontrakt, der binder ham til Hobro frem til sommeren 2019.