Hobro har i dag sikret sig papirer på den tidligere FC København-angriber Julian Kristoffersen. Den 21-årige angriber har fået en treårig aftale.
Hobro har en opgave foran sig med at holde på sidste Superliga-sæsons topscorer Pål Kirkevold.
Nu har man dog dækket sig yderligere ind i angrebet med den 21-årige angriber, Julian Kristoffersen, som har en fortid i FC København.
Kristoffersen er købt i svenske Djurgården, og han har fået en treårig kontrakt.
“Julian er en stor og stærk angriber, der er rigtig dygtig inde i boksen. Han har et kæmpe potentiale, og det er også derfor, han har været i store klubber som FC København og Djurgården IF. I de klubber har han ikke helt indfriet sit potentiale, men det tror vi på, han kan her i Hobro IK, og derfor har vi hentet ham til klubben,” siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
Kristoffersen nåede to førsteholdskampe for FCK. Nu glæder han sig til at spille i Superligaen igen.
“Jeg glæder mig meget til at spille i Hobro. Jeg har hørt meget positivt om klubben, og jeg fik et godt indtryk af klubben og af personerne i klubben, da jeg var på besøg. Nu ser jeg frem til at komme i gang og møde mine nye holdkammerater og trænere,” siger Julian Kristoffersen.