
Foto: Unisport
Topholdet i Superligaen, FC Midtjylland, har lørdag forlænget kontrakten med klubbens cheftræner Jess Thorup.
47-årige Thorup har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021.
“Jeg har haft tre rigtig gode år i FC Midtjylland med et super team, som gør, at jeg har en fantastisk hverdag. Jeg er en del af en klub med ambitioner og store planer for fremtiden, og det vil jeg fortsat gerne være en del af,” siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.
FCM’s sportschef Svend Graversen er glad for forlængelsen.
“I FC Midtjylland er vi glade for at kunne fortsætte den rejse, vi påbegyndte med Jess og resten af trænerteamet. Vi tror på, at det er den helt rigtige løsning for klubben,” siger Graversen til klubbens hjemmeside.
“Vi er enormt glade for at kunne fortsætte samarbejdet med Jess, som vi har fuld tillid til, kan indfri FC Midtjyllands sportslige ambitioner.”
“Jess har bevist, at han kan udvikle holdet til at spille i toppen af Superligaen. Samtidig har han blik for at udvikle den enkelte spillers kompetencer – en evne vi tillægger meget stor betydning i FC Midtjylland.”