
Foto: AaB
AaB har købt 24-årige Jores Okore i FC København og udstyret ham med en treårig kontrakt.
Nordjyske kunne tidligere i dag oplyse, at Jores Okore var i Aalborg for at gennemgå et lægetjek, og nu er skiftet så blevet officielt.
Den 24-årige forsvarsspiller er på plads i AaB, som har købt ham fri af sin kontrakt med FC København. Og det glæder sportsdirektør Allan Gaarde.
“Det er ingen hemmelighed, at Jores Okore siden sidste sæsons afslutning har været en førsteprioritet i bestræbelserne på at styrke os i det centrale forsvar, og vi er glade for, at samarbejdet nu er en realitet.”
“Alle i dansk fodbold ved, at en Jores Okore i topform er en kæmpe kapacitet, og dér skal vi have bragt ham hen efter en sæson med blot otte kampe i FCK,” udtaler Allan Gaarde til AaB’s hjemmeside og fortsætter:
“Jores’ hurtighed, duelspil og luftstyrke kan gøre en stor forskel for vores hold, og jeg er overbevist om, at Jores vil opleve, at AaB også kan gøre en forskel for ham.”
Jores Okore og AaB har papir på hinanden frem til sommeren 2020. Den tidligere Aston Villa-spiller er allerede rejst til Tyskland for at møde sine nye holdkammerater på en træningslejr i Rostock.