
Foto: Shutterstock
Tottenham Hotspur har i dag annonceret José Mourinho som klubbens nye manager. Han har fået en kontrakt til 2023.
Tottenham fyrede i går manageren Mauricio Pochettino, og allerede i dag har man så annonceret hans erstatning.
Der er tale om en Premier League-kending i form af José Mourinho. Mourinho har skrevet under på en kontrakt, der gælder helt frem til 2023.
Portugiseren har været uden trænerjob siden vinteren 2018, da han blev fyret i Manchester United.
“I José har vi fået en af de mest succesfulde managere i historien. Han har en formue af erfaring, han kan inspirere sit hold og er en stor taktiker,” fortæller Tottenhams formand Daniel Levy til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Han har vundet titler i alle de klubber, som han har været i, og vi tror på, at han bringer energi og tro til omklædningsrummet.”
Mourinho: Spillerne har tiltrukket mig
“Jeg glæder mig til at slutte mig til en klub med så stor en arv og så passionerede fans. Kvaliteten i både truppen og på akademiet gør mig spændt, og det har tiltrukket mig at skulle arbejde med de her spillere,” fortæller Mourinho til Tottenhams hjemmeside.
56-årige José Mourinho har tidligere været manager og cheftræner i klubberne Manchester United (2016-2018), Chelsea (2004-2007 og 2013-2015), Real Madrid (2010-2013), Inter (2008-2010), FC Porto (2002-2004), U.D. Leiria (2001-2002) og Benfica (2000).
Som cheftræner har han hidtil opnået 25 trofæer i de klubber, som han har stået i spidsen for.