Brøndbys midtbaneprofil, Thomas Kahlenberg, har valgt at indstille karrieren i en alder af 34 år.
Thomas Kahlenberg spillede første halvleg i dagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland. Det blev samtidig midtbanespillerens sidste kamp i karrieren.
“I en lang fodboldkarriere er der mange svære valg at tage, men dette har uden sammenligning været den sværeste. Jeg har indtil det sidste været i tvivl og kæmpet for at komme tilbage, men jeg tog en snak med Troels Bech i går, hvor jeg informerede ham om, at jeg stopper som aktiv fodboldspiller,” siger Kahlenberg til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:
“For mange vil det nok være en nem og logisk beslutning, efter at jeg har siddet ude i det seneste års tid, men for mig har det været en svær proces at komme til beslutningen om at stoppe. Derfor er jeg også meget taknemmelig for, at klubben og Troels har afventet denne proces. Nu skal jeg nyde sommeren med min familie, og så vil jeg bruge noget tid på at finde ud af hvad næste kapitel skal byde på.”
“Det har været fantastisk privilegie at få lov til at starte og slutte karrieren i Brøndby IF. Det er her, jeg har fået min primære fodboldopdragelse. Det er her, jeg med hjælp fra fantastiske trænere gik fra at være talent til førsteholdet og videre til en god karriere i udlandet.”
“Kalle” vendte tilbage til Brøndby i august 2013, hvor han skrev under på en fireårig kontrakt. I alt nåede han at spille 155 kampe med 33 mål og 30 assists til følge i Brøndby-trøjen.
I Brøndby fik han debut den 12. maj 2002, og i dag altså 15 år og 16 dage efter, så spillede han så sin sidste kamp.
“Jeg har vundet guld, sølv og bronzemedaljer, samt pokaltitler i min tid i Brøndby IF, og jeg glæder mig over at have været en del af Alexander Zornigers aggressive spillestil. Jeg ville gerne have kunnet bidraget med mere på banen, men jeg er samtidig glad for at kunne dele ud af min erfaring til de unge spillere i truppen.”
34-årige Kahlenberg nåede også at repræsentere Auxerre, Wolfsburg og Evian i karrieren foruden Brøndby IF.
På landsholdet nåede han at spille 47 kampe med fem mål til følge.
https://www.youtube.com/watch?v=I5K43zt1FDM