AaB og Andreas Bruhn er blevet enige om at ophæve samarbejdet. Den 22-årige kantspiller havde ellers kontrakt et halvt år endnu.
Andreas Bruhn måtte se langt efter spilletid i den forgangne sæson, og det tager både han og AaB nu konsekvensen af.
Parterne er således blevet enige om at ophæve samarbejdet med øjeblikkelig virkning – et halvt år før den 22-årige kantspillers kontrakt stod til at udløbe.
“Andreas Bruhn har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid i den forgangne sæson, og derfor er vi blevet enige med ‘Ando’ (Andreas Bruhn, red.) om, at det bedste ville være at prøve noget nyt.”
“‘Ando’ har absolut et potentiale, som vi desværre ikke i fællesskab har fået forløst, men vi ønsker ham naturligvis al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere,” siger AaB-sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.
Andreas Bruhn fik 52 kampe for AaB i sine tre år som Superliga-spiller. Hvor karrieren fortsætter melder historien intet om.