Officielt: Kian Hansen forlænger med FCM

0

Officielt: Kian Hansen forlænger med FCMFC Midtjyllands forsvarsprofil, Kian Hansen, har søndag sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med klubben. Den nye aftale gælder til 2022.

FC Midtjylland sikrede sig papirer på den danske forsvarsspiller, Kian Hansen, tilbage i sommeren 2015, da han skiftede fra franske Nantes.

Siden da har Hansen udviklet sig til en stor profil på holdet. Det blev søndag belønnet med en ny kontrakt. Den nye kontrakt gælder frem til 2022.

“Det er dejligt. jeg havde lang tid tilbage af min gamle kontrakt, men det er dejligt, at klubben kan se mig som en del af projektet,” siger Kian Hansen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Efter der har været udskiftninger i de seneste transfervinduer, er vi ved at bygge noget nyt op, og det er meget spændende. Og det er fedt, at FC Midtjylland synes, at jeg skal være en del af det.”

“FC Midtjylland er en spændende klub at være i. Vi gør tingene lidt anderledes, og vi tør stikke næsen lidt frem, selvom det gør ondt nogle gang. Man behøver ikke ligne de andre, og det kan jeg godt lide.”

Hansen står noteret for 71 kampe for FCM, og klubbens sportsdirektør Claus Steinlein glæder sig til at fortsætte samarbejdet.

“Kian er en af nøglespillerne i fremtidens fundament i FC Midtjylland. Han skal være en af dem, der skal lære de nye spillere op, og det er en fornøjelse at have en så erfaren spiller til at hjælpe de unge,” siger Claus Steinlein til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Da vi hentede Kian for halvandet år siden, var vi glade for, at vi kunne hente en spiller af hans kaliber hjem. Nu har vi haft muligheden for at forlænge med ham, og det er vi både stolte over og glade for.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE