FC Københavns assistenttræner Johan Lange forlader klubben, men hvor han fortsætter karrieren, vil han endnu ikke afsløre.
FC København har fået en ny cheftræner i form af Ariël Jacobs, men nu skal klubben også ud og finde en ny assistenttræner for belgieren.
Lange har nemlig valgt at søge nye udfordringer. Det meddeler klubben i dag på sin hjemmeside.
“Johan har fået et tilbud om at fortsætte sin udvikling som træner i en anden sammenhæng, og FC København vil ikke stå i vejen for hans ønske om at forfølge denne mulighed. På vegne af FC København og ikke mindst undertegnede skal der herfra lyde en stor tak til Johan for indsatsen og et held og lykke med fremtiden,” fortæller sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.
32-årige Lange har takket ja til et andet jobtilbud, men han er endnu ikke parat til at afsløre, hvor han skal hen.