Officielt: Lars Olsen er ny Esbjerg-træner

0

Esbjerg fB har i dag annonceret Lars Olsen som ny cheftræner. Han er tiltrådt med omgående virkning på en kontrakt frem til 2022.

Esbjerg fB har nu sin permanente cheftræner på plads. Der er tale om en Superliga-kending i danske Lars Olsen.

Lars Olsen overtager trænersædet fra John Lammers, der blev fyret i midten af september måned.

Olsen har siden 2011 været landstræner for Færøerne, og han afslutter sine opgaver for landsholdet i november, når holdet møder Norge og Sverige.

Det betyder dog ikke, at Esbjerg fB må vente til efter november. Lars Olsen tiltræder nemlig øjeblikkeligt.

58-årige Olsen har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til 2022.

Jimmi Nagel: Markant trænerkapacitet

“Med Lars Olsen får vi en markant trænerkapacitet ind med mange års værdifuld erfaring fra både dansk og international fodbold, og vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham,” siger EfB’s sportschef Jimmi Nagel til klubbens hjemmeside og uddyber:

“Det viser fra begge sider en stor tro på projektet i EfB, og sammen med det nuværende trænerteam skal Lars være med til at udvikle det nuværende fundament yderligere.”

“Samtidig skal der sendes en tak afsted mod Færøerne, hvorfra der i processen har været vist stor fleksibilitet og forståelse,” siger Jimmi Nagel.

Lars Olsen: Fundamentet er godt

“Jeg glæder mig til at blive klubtræner igen og starte op i EfB, som jeg gennem flere gode snakke med Jimmi har fået et rigtig godt billede af som klub,” siger Lars Olsen og uddyber:

“Den overordnede strategi om at bringe unge, talentfulde spillere fra EfB Akademi frem på førsteholdet er tiltalende, og fundamentet er allerede godt.”

“På den korte bane handler det dog om at få hentet nogle point, så vi kan avancere i tabellen.”

Video: Første interview som EfB-træner

Olsen har tidligere været assistenttræner i Brøndby IF (1999-2002) samt cheftræner i Randers FC (2003-2007) og OB (2007-2010).

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE