Leicester City kunne i dag annoncere, at de har skrevet kontrakt med den tyske keeper, Ron-Robert Zieler. Han tiltræder fra Hannover 96 på en fireårig aftale.
Leicesters danske keeper, Kasper Schmeichel, fik i dag øget konkurrencen på målmandsposten.
Klubben har nemlig investeret i Hannover 96s 27-årige målmand, Ron-Robert Zieler.
Zieler har skrevet under på en kontrakt, der binder ham i klubben frem til 2020.
“Det er stort at få muligheden og forhåbentlig spille i Premier League og spille for Leicester, så jeg ser meget frem til næste sæson,” fortæller Ron-Robert Zieler til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Bundesligaen er en meget fysisk liga og Premier League er muligvis den bedste liga i verden, så for enhver spiller er det en stor mulighed at spille i Premier League.”
“Selvfølgelig er det fantastisk at komme til at spille i Champions League ligeledes, ikke kun for mig, men for hele holdet, byen og fansene. Det bliver rigtigt godt for Leicester at spille i Champions League.”
“Jeg har hørt meget om atmosfæren og de fantastiske fans, så mit førstehåndsindtryk er virkelig godt.”
I Hannover nåede den tyske keeper at stå over 200 kampe. Han står desuden noteret for seks kampe på Tysklands A-landshold, og hjemme i skabet har han en VM-guldmedalje, eftersom han var reservekeeper, da Tyskland vandt VM 2014.