
Foto: Grasshopper
Lucas Andersen bytter Holland og Ajax ud med Schweiz, hvor han i de kommende fire år skal tørne ud for Zürich-klubben, Grasshopper.
Lucas Andersen skiftede i 2012 fra AaB til Ajax, men den nu 21-årige dansker har aldrig formået at sætte sit aftryk i storklubben.
I sidste sæson blev han således udlejet til Willem II med fin succes, og nu skifter han så permanent til den schweiziske klub, Grasshopper, hvor han har fået en fireårig kontrakt.
“Trods sin unge alder har Lucas Andersen masser af erfaring. Han er teknisk meget dygtig og en alsidig offensivspiller. Han viste sine kvaliteter i sidste sæson hos Willem II og på det danske U21-landshold,” siger Zürich-klubbens direktør, Manuel Huber, til klubbens hjemmeside.
Lucas Andersen står noteret for hele 63 U- samt to A-landskampe, mens han sammenlagt har spillet mere end 100 ligakampe i henholdsvis Danmark og Holland.