Lyngby Boldklub har hentet endnu en angriber i form af André Riel. Han har senest spillet i AGF, men han skifter på en fri transfer.
Den 29-årige angriber, André Riel, forlod for nyligt AGF, men angriberen er ikke færdig med at spille i Superligaen.
Superliga-oprykkerne Lyngby Boldklub har nemlig skrevet en toårig kontrakt med Riel, som altså kommer til klubben på en fri transfer.
“Jeg har kort mødt drengene, og bare i den time jeg har været i omklædningen, der kan jeg mærke en gruppe, der virkelig går godt i spænd med hinanden,” siger Riel til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Jeg glæder mig til at arbejde stenhårdt med dem, og vi skal stå sammen som hold for at levere det bedste resultat. Jeg kender allerede flere af drengene i truppen, og de har talt så godt om gruppen, som jeg glæder mig til at blive en del af.”
Lyngbys cheftræner Christian Nielsen mener, at man har hentet en sulten angriber.
“Vi får en spiller ind, som har været igennem en hård periode i sin tidligere klub, og vi skal sammen bygge ham op til fordums styrke,” siger Christian Nielsen i en pressemeddelelse og tilføjer:
“André er sulten efter at bevise sit værd og hjælpe holdet til overlevelse i Superligaen. Indfrier han det potentiale, vi ser i ham, har vi fået en klassespiller, der vil brænde igennem for os.”
Riel scorede 21 mål i 63 kampe for FC Helsingør, mens han ikke fik scoret et eneste mål for AGF, som han skiftede til i august måned 2017.