
Foto: Shutterstock
Manchester United har torsdag oplyst, at de har ansat Erik ten Hag som ny manager. Han har skrevet under på en kontrakt, der gælder til sommeren 2025.
Manchester United har i dag bekræftet, at man har sikret sig papirer på klubbens nye manager.
Valget er faldet på den nu tidligere Ajax Amsterdam-cheftræner, Erik ten Hag. Han tiltræder efter den indeværende sæson.
52-årige ten Hag har signeret en kontrakt, der gælder til sommeren 2025 med option på en sæson yderligere.
Erik ten Hag har tidligere været cheftræner for Go Ahead Eagles, Bayern Münchens andethold, FC Utrecht, mens han siden 2017 har været cheftræner for Ajax Amsterdam.
Den hollandske cheftræner har ført Ajax frem til to hollandske mesterskaber samt to pokaltitler.
I denne sæson har klubben også kurs mod mesterskabet, hvor de ligger på førstepladsen, fire point foran PSV Eindhoven på andenpladsen. Dermed har ten Hag mulighed for at vinde et sidste mesterskab med klubben, før han skifter til Manchester United til sommer.
Erik ten Hag: En stor ære at få jobbet
Manchester Uniteds nye manager, Erik ten Hag, fortæller, at det er en stor ære at skrive under med den engelske storklub.
“Det er en stor ære for mig at blive manager i Manchester United. Jeg er ekstremt spændt på den udfordring, som venter,” siger Erik ten Hag til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Jeg kender klubbens historie og fansene passion, og jeg kan garantere, at jeg er fast besluttet på at udvikle et hold, som kan levere den succes, som fansene fortjener.”
Han tilføjer, at det bliver vanskeligt at tage afsked med Ajax Amsterdam, som han har været cheftræner for siden december måned 2017.
“Det bliver vanskeligt at forlade Ajax efter disse fantastiske år. Jeg kan garantere fansene, at jeg er fuldt fokuseret på at færdiggøre sæsonen med succes, inden jeg skifter til Manchester United.”
United-direktør: Dybt imponerede over ten Hag
Manchester Uniteds fodbolddirektør, John Mutough, fortæller at klubben var meget imponerede over Erik ten Hags vision for fremtiden.
“I de seneste fire år i Ajax har Erik bevist, at han er én af de mest spændende og succesrige trænere i Europa. Han er kendt for sit holds attraktive angrebsfodbold og engagement i ungdomsfodbold,” siger John Mutough til klubbens hjemmeside og uddyber:
“I vores samtaler med Erik var vi dybt imponerede over hans vision for fremtiden for at bringe Manchester United tilbage til det niveau, som vi ønsker at være på, samt hans drive og vilje til at opnå dette.”