Real Madrid har meddelt på klubbens hjemmeside, at man har sikret sig papirer på det 16-årige stortalent, Martin Ødegaard.
Real Madrid har igennem flere uger været kædet kraftigt sammen med Strømsgodsets norske stortalent, Martin Ødegaard.
Real Madrid har nu meddelt, at skiftet er en realitet. Man er blevet enige med Strømsgodset om en overgangssum og Martin Ødegaard om en kontrakt.
Ødegaard vil gennemgå det obligatoriske lægetjek torsdag, hvorefter han vil deltage på et pressemøde.
Det ventes, at pressemødet afholdes klokken 13.30 dansk tid.
Real Madrid præsenterer Martin Ødegaard således på klubbens hjemmeside:
“Martin Ødegaard er Real Madrids nyeste spiller. De hvide har indgået en aftale med en af de mest talentfulde og lovende spillere i verden i øjeblikket. Midtbanespilleren, som har spillet for Strømsgodset, fyldte 16 år den 17. december of han har allerede overrasket folk på den europæiske scene,” skriver klubben på sin hjemmeside og fortsætter:
“Han er den yngste fodboldspiller i historien til at spille i en kvalifikationskamp, da han fik debut på det norske landshold som 15-årig. Udover det er han også den yngste spiller, der har fået debut og scoret i den norske liga. I sidste sæson spillede han 23 af holdets 30 kampe og scorede fem mål. Carlo Ancelotti har allerede påpeget det enorme potentiale, som den nye Madrid-stjerne-besidder: ‘Han er en ung spiller med en fremtid og masser af kvalitet’.”
Martin Ødegaard har skrevet under på en kontrakt, der løber i tre og et halvt år.
Flere medier mener at vide, at Real Madrid betaler Drammen-klubben omkring 31 millioner kroner for Martin Ødegaard. Han ventes samtidig at få trøje nummer 16 i Real.