
Foto: Shutterstock
Den 34-årige nu tidligere back i Brøndby IF, Kevin Mensah, har valgt at indstille fodboldkarrieren.
I stedet bliver han en del af Frederik Birks trænerteam på Vestegnen.
“Brøndby IF har været mit hjem i mange år, og klubben har haft en enorm betydning for mig – både som fodboldspiller og som menneske, så at få muligheden for at vende tilbage og være en del af trænerstaben betyder utroligt meget for mig,” siger Kevin Mensah til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:
“Dette skridt betyder samtidig, at jeg lægger støvlerne på hylden som fodboldspiller, men det føles både som et rigtigt og naturligt for mig med denne nye rolle i en klub, som står mig så nært.”
“Jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og mit kendskab til klubben og spillerne, mens jeg selv også fortsat skal lære i min nye rolle.”
I sin tid i Brøndby var han med til at vinde det danske mesterskab en enkelt gang og pokaltitlen en enkelt gang.
Mensah får ansvaret for individuel spillerudvikling, fortæller Brøndby-sportsdirektør Benjamin Schmedes.
“Som spiller har Kevin altid udvist stærke lederegenskaber, høj professionalisme og et indgående kendskab til, hvad det vil sige at være en del af Brøndby IF,” siger Brøndby-sportsdirektør Benjamin Schmedes til BIF’s hjemmeside og fortsætter:
“Vi ser et stort potentiale i at trække på hans erfaring og relationer i arbejdet med den individuelle udvikling af vores spillere, og derfor er vi glade for, at vi får tilknyttet Kevin til vores trænerstab.”
“I sin rolle som spiller var Kevin en kulturbærer i Brøndby IF, og vi ser det derfor som en ansættelse, der både bygger videre på vores identitet og styrker vores daglige arbejde i træningsmiljøet.”