Chelsea har i dag forlænget kontrakten med midtbanetalentet Ruben Loftus-Cheek. Den nye aftale løber frem til sommeren 2021.
Chelsea har stor tiltro til at midtbanetalentet Ruben Loftus-Cheek kan udvikle sig til en stor profil på holdet.
Loftus-Cheek har haft den blå trøje på, siden han var U8-spiller. I denne sæson har han fået mere spilletid på førsteholdet, og nu bliver han belønnet for sine præstationer.
Han har skrevet under på en kontraktforlængelse, der gælder frem til sommeren 2021.
“Jeg er glad for at have underskrevet en ny kontrakt med Chelsea, og mit fokus er nu på at arbejde hårdt på træningsbanen dagligt, så jeg kan etablere mig på holdet,” fortæller Ruben Loftus-Cheek til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Aftalen betyder meget for mig, fordi den viser, at klubben har tiltro til mig. Så jeg er rigtig glad. Klubben har gjort meget for mig siden jeg startede her som U8-spiller, så nu vil jeg tilbagebetale den tillid med præstationer på banen.”
Den 20-årige midtbanespiller har været fast på førsteholdet i et år, og han har hidtil spillet 13 kampe for førsteholdet.