Den tidligere Arsenal- og Chelsea-spiller Olivier Giroud forlader AC Milan til fordel for Los Angeles FC denne sommer. Det oplyser MLS-klubben tirsdag.
Om halvanden måneds tid har Olivier Giroud kontraktudløb med AC Milan, og det bliver også en afsked med klubben.
Los Angeles FC bekræfter således på sin hjemmeside tirsdag, at man henter den rutinerede angriber til sommer.
Giroud har sat sin underskrift på en kontrakt, der gælder frem til udgangen af 2025 med option på endnu et år.
Tilgangen af den 37-årige franskmand glæder John Thorrington, som er præsident i MLS-klubben.
“Det er meget stort for alle i LAFC, at vi nu kan byde velkommen til Olivier, hans kone Jennifer og resten af hans familie,” udtaler Thorrington til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han har en tydelig sult efter at vinde, hvilket han har gjort kontinuerligt gennem hans klub- og landsholdskarriere,” lyder det.
Olivier Giroud har en fortid i klubber som Arsenal, Chelsea og Montpellier.