
Foto: Dejan Obretkovic
Nicolai Boilesen har kontraktudløb med FC København om lidt over en måned, og til den tid stopper han sin karriere.
Det skriver FCK på deres hjemmeside, hvor 33-årige Boilesen sætter ord på beslutningen.
“At komme til F.C. København er den bedste beslutning jeg har taget, og jeg har nydt hvert et øjeblik,” indleder han og fortsætter:
“Jeg vil egentlig bare gerne takke for ni år, på godt og ondt. Der skal lyde en stor tak til fansene, som altid har bakket op og jeg kan love at jeg husker alle de store oplevelser med jer i ryggen,” siger Boilesen.
“Og jeg kommer aldrig til at glemme den støtte, jeg har modtaget, når jeg har været ude med skader. Samtidig er der rigtig mange mennesker, som jeg også skylder en stor tak. Alle dem i Parken og på Nummer 10, som har fået hverdagen til at flyde og fungere,” lyder det fra FCK-spilleren.
Boilesen ønsker samtidig alle i klubben det bedste i fremtiden.
Forsvarsspilleren står noteret for 187 kampe for førsteholdet i FCK samt 22 landskampe for Danmark.