Den danske klub, Odense Boldklub, har valgt at forlænge med klubbens nuværende førstemålmand, Mads Toppel. Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2013.
I starten af 2011 hentede man i Odense Boldklub Mads Toppel hjem til klubben. Målmanden havde nemlig en fortid i klubben. Han har siden formået at slå Stefan Wessels af som førstemålmand.
Nu har fynboerne så valgt at belønne den danske målmand med en ny kontrakt. Den nye kontrakt vil løbe frem til sommeren 2013. Dermed lader det til, at man satser på Mads Toppel, selvom man før har været meldt interesseret i flere målmænd.
“Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes os at lave en ny aftale med Mads. Han har præsteret på et højt niveau, og han har arbejdet stenhårdt for det. Mads har den rette blanding af rutine fra dansk og norsk fodbold, men stadig en stor sult efter at opnå endnu flere kampe på højt niveau, og det gør ham til en målmand, der både har erfaringen og ambitionerne på plads,” udtaler sportsdirektør Poul Hansen til klubbens hjemmeside.
Den 29-årige målmand har spillet 16 kampe for Odense Boldklub. Han har også tidligere spillet hos Randers, Tromsø og Næstved.