OB har haft den 21-årige Nana Welbeck på prøvetræning i den sidste uge. Nu har de valgt at tilknytte ham permanent.
OB har i dag forstærket midtbanen med en tidligere NK Krka-spiller, 21-årige Nana Welbeck.
Igennem den sidste uge har Welbeck været til prøvetræning hos fynboerne, hvor han samtidig har spillet to kampe for reserveholdet.
Her har han leveret så fremragende, at klubben i dag har tilknyttet ham på en toårig kontrakt.
“For mig er OB en stor og spændende klub, og efter at have været i Slovenien et par år, er dette en stor mulighed for mig for at vise, hvad jeg kan. Jeg kan rigtig godt lide at være her, og jeg kan godt lide den spillestil, træneren står for. Jeg glæder mig til at spille mere boldbesiddende og stadig udvikle mig på den front, og dermed også hjælpe klubben videre i den udvikling, den er inde i,” fortæller Nana Welbeck til OB’s hjemmeside.
OB’s sportschef Jesper Hansen glæder sig til at se Welbeck spille i fremtiden.
“Nana Welbeck er en rigtig spændende midtbanespiller med en god energi. Vi er glade for, at det er lykkedes for os at hente ham til OB, og samtidig med at vi ser ham som en stærk kandidat til startpladserne allerede nu, så ser vi også et spændende udviklingspotentiale i ham. Vi er i forvejen godt besat på den centrale midtbane, men Nana adskiller sig fra de øvrige spillere på den position, så han giver os nogle ekstra strenge at spille på,” siger Hansen.
Cheftræner Kent Nielsen har også været meget imponeret over, hvad Welbeck har vist gennem den sidste uge på prøvetræning.
“Han er en meget løbestærk midtbanespiller, som har hurtige fødder, hvilket er med til at gøre ham til en dygtig presspiller. Han er meget fremadrettet i sit spil, og han indgår fint i de hurtige kombinationer. Det er tydeligt, at han har fået en god fodboldopdragelse i Italien, og han er en spiller, jeg glæder mig rigtig meget til at have i truppen,” siger Nielsen.
OB oplyser, at Welbeck allerede kan få debut på lørdag mod Viborg FF. Han er blevet udstyret med trøje nummer 22.