OB har lavet en aftale med angriberen Kenneth Zohore for resten af denne sæson.
Kenneth Zohore blev i 2012 solgt fra FC København til Fiorentina, men den 21-årige angriber fandt aldrig formen i Italien.
Derfor har han været udlejet til først Brøndby IF og siden IFK Göteborg, inden Zohore mandag fik ophævet sin kontrakt med Serie A-klubben.
U21-landsholdsspilleren rendte dog ikke arbejdsløs rundt længe. Kenneth Zohore har nemlig lige sat sin signatur på en kontrakt med OB frem til sommer.
”Kenneth er en spiller med en fantastisk fysik. Han er stadig kun 21 år gammel, men har allerede prøvet en masse i sin karriere. Med en U21-slutrunde til sommer er han stærkt motiveret for at vise, at han skal være med i den danske trup, og vi glæder os til, at OB får glæde og gavn af den energi og af den fysik, han altid er garant for at levere,” siger sportsdirektør i OB, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.
OB har også forstærket sig med en anden angriber i vinterens transfervindue; de har lejet den tidligere Superliga-topscorer, Thomas Dalgaard, i hollandske Heerenveen.