OB bekræfter mandag eftermiddag, at de har købt stortalentet Emil Larsen i Lyngby Boldklub. Offensivspilleren har skrevet en fireårig kontrakt.
Lyngbys offensivspiller Emil Larsen har længe været kædet sammen med OB, og i dag blev handlen så en realitet.
OB bekræfter på klubbens hjemmeside, at man har købt 21-årige Larsen, mens den talentfulde spiller har underskrevet en fireårig kontrakt.
“Det er en meget dygtig spiller, der skifter til OB. Emil Larsen er et af de største danske talenter i sin årgang. Han er hurtig, teknisk dygtig og målfarlig. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan fortsætte sin gode udvikling i OB og blive en af Superligaens helt store profiler,” forklarer sportsdirektør Poul Hansen til klubbens hjemmeside, mens cheftræner Troels Bech ligeledes roser Larsen.
“Emil Larsen passer strålende ind i vores strategi. Han er en ung spiller, der er stærk i boldbesiddelsen, og han har vist store evner for at afgøre kampene,” siger Troels Bech.
Larsen er allerede at finde i aftenens trup i træningskampen mod AGF. Her vil han optræde med nummer 7 på ryggen.
“Jeg føler, at OB er den helt rigtige klub for mig. Det er en stor klub i Danmark, hvor jeg kan udvikle mig, og Troels Bech er en utrolig dygtig træner. Det bliver meget spændende, og jeg glæder mig til at komme i gang,” forklarer Emil Larsen.