Emil Larsen skifter med øjeblikkelig virkning fra OB til Columbus Crew i den amerikanske MLS.
24-årige Emil Larsen er blevet enige om de personlige vilkår med den amerikanske klub Columbus Crew, der til dagligt spiller i MLS, hvorfor offensivspilleren med øjeblikkelig virkning skifter væk fra OB, der er gået med til et salg af spilleren.
”Der er ingen tvivl om, at Emil Larsen er en rigtig dygtig spiller, som har nogle helt særlige kvaliteter. Samtidig har det også været åbenlyst for alle, at han ikke har følt sig til rette i OB i den seneste periode. Derfor har det været oplagt for både Emil og os, at tage imod muligheden for at han kan starte på en frisk i en ny liga med et attraktivt sportsligt niveau,” udtaler sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og uddyber.
”Vi ønsker Emil al mulig held og lykke og håber at se ham præstere på sit topniveau i den amerikanske liga.”
Emil Larsen kom til OB fra Lyngby i år 2012 og nåede at spille 113 kampe for Odense-klubben.