Oliver Lund fortsætter karrieren i Lyngby, hvor han har fået en toårig kontrakt.
Oliver Lund har ikke fået den ønskede spilletid i OB, hvorfor han allerede i foråret meddelte, at han ville forlade fynboerne ved kontraktudløb.
I stedet skifter han til Lyngby, hvor han har fået en toårig kontrakt. Det bekræfter de kongeblå.
“Vi er vildt glade for, at det er lykkedes at lave en aftale med Oliver Lund. Vi har været i dialog med ham i en lang periode. Vi snakkede allerede med ham sidste sommer, og da det blev offentligt, at han sluttede i OB, satte vi hårdt ind for at få ham. Vi er derfor meget glade for, at vi er blevet enige,” siger David Nielsen til Lyngbys hjemmeside.
26-årige Oliver Lund har fået sin fodboldopdragelse i naboklubben til Lyngby, nemlig AB.