Randers FC har søndag hentet den 20-årige midtbanespiller, Brandur Hendriksson, i FC København. Han har fået en treårig kontrakt.
Den 20-årige midtbanespiller, Brandur Hendriksson, havde ikke de store udsigter til spilletid i FC København i nærmeste fremtid.
Det tog han tidligere søndag konsekvensen af ved at skifte til Randers FC. Han har skrevet under på en treårig aftale med kronjyderne.
“Jeg ved, at jeg skal kæmpe hårdt for at komme på holdet. Der er stor kvalitet i truppen og hård konkurrence om pladserne, men jeg glæder mig til at komme i gang og bevise en gang for alle, at jeg har evnerne til at gøre en forskel på det højeste niveau i dansk fodbold,” siger Brandur Hendriksson til Randers FC’s hjemmeside.
Hendriksson, der står noteret for ti landskampe for Færøerne, er der store forventninger til i Randers.
“Det er stort, ungt talent, som vi har fået til klubben, og talentet er netop det, vi skal have udviklet og forløst i den kommende tid, så han kan blive en profil for Randers FC. Og det er jeg sikker på vil lykkes,” siger Nielsen til klubbens hjemmeside, og han tilføjer:
“Brandur er en virkelig teknisk dygtig offensivspiller, som kan spille flere positioner på den forreste del af banen. Derudover sparker han virkelig godt til en bold, så han vil også blive en trussel på dødbolde. Han er en meget interessant spiller, som vi glæder os til at få med på holdet.”
Brandur Hendriksson nåede at spille 16 kampe og score tre mål for FCK.