Randers FC har været på indkøb i Serie A, nærmere bestemt hos Lecce, hvor de har købt John Björkengren.
Randers FC har mandag sikret sig forstærkning til midtbanen.
Den kommer i form af svenske John Björkengren, der er blevet købt fri af kontrakten med Serie A-klubben Lecce.
24-årige Björkengren har skrevet under på en fireårig aftale.
“Vi har været på udkig efter en central midtbanespiller i et stykke tid, og i John har vi fundet en ung og kompetent en af slagsen, som vi tror, at vi kan udvikle yderligere i Randers FC,” siger sportsdirektør Søren Pedersen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han er en dygtig pasningsspiller og stærk bolderobrer, som arbejder stenhårdt, er aggressiv og dygtig i det opbyggende spil. John kommer til Randers FC med erfaring fra bl.a. italiensk fodbold og det svenske U21-landshold, men han er sulten efter at bevise sig i Randers FC. Det er tydeligt at mærke.”
“John er en klar forstærkning til vores hold, og han skal være med til at skærpe konkurrencen om pladserne på den centrale midtbane. Forhåbentlig kan hans erfaring fra udlandet også smitte positivt af på især vores unge spillere i truppen og dermed gøre dem bedre.”
Björkengren skiftede til Lecce fra Falkensberg FF i 2020, og han nåede at spille 52 kampe for Lecces førstehold. I sidste sæson var han udlejet til Brescia i Serie B.