
Foto: Shutterstock
Sevilla kunne torsdag eftermiddag annoncere klubbens nye cheftræner.
Det var ganske som ventet en gammel kending i form af argentinske Jorge Sampaoli, som altså vender tilbage til cheftræner-jobbet i klubben.
Argentineren har signeret en kontrakt frem til sommeren 2024.
Han overtager tøjlerne efter Julen Lopetegui, der blev fyret onsdag aften, efter at Sevilla havde tabt 1-4 til Borussia Dortmund i Champions League.
Sampaoli har været uden job siden juli måned, hvor han forlod Marseilles trænersæde.
I sommeren 2016 blev han ansat i Sevilla, hvor han nåede et enkelt år i spidsen, inden han blev headhuntet som argentinsk A-landstræner.
Sevilla ligger på 17.-pladsen i La Liga med blot fem point på kontoen efter de første syv spillerunder.