Silkeborg IF har handlet hurtigt og købt Kasper Kusk i AaB, som erstatning for Nicolai Vallys.
Silkeborg IF havde dårligt solgt Nicolai Vallys til Brøndby IF, før de kunne annoncere hans afløser.
[YouPlaySinglePlayer video=”2714,4578,451184″ floating=”2″ ap mute]
SIF har nemlig købt Kasper Kusk i AaB, som direkte erstatning til offensiven.
30-årige Kusk har spillet i AaB ad to omgange. Senest kom han retur til klubben i januar 2018 fra FC København.
“Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at hente Kasper Kusk til Silkeborg IF, hvor vi har store forventninger til, at han kommer til at bidrage med masser af mål, assists og rutine,” siger Silkeborgs sportschef i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Med vores spændende og krævende kampprogram in mente har det været en prioritet for os at hente Kasper Kusk, som vil kunne tilføre sine kompetencer til holdet med øjeblikkelig virkning – og vi ved, at han fungerer rigtig godt sammen med sin tidligere cheftræner, Kent Nielsen.”
“Kasper Kusk har tilsvarende været meget sulten efter at skifte til SIF, og vi ser frem til at byde ham velkommen på holdet.”
I Silkeborg får Kusk trøje nummer 7, og han ser frem til de nye udfordringer, der venter.
Kusk: Store forventninger
“Jeg har spillet mod SIF en del gange i det seneste års tid, og det har ikke altid været lige sjovt at være på den anden side, så jeg må sige, at jeg glæder mig til at blive en del af holdet, som står for noget meget attraktiv fodbold,” siger Kasper Kusk i pressemeddelelsen og tilføjer:
“Det er selvfølgelig også en fordel, at jeg kender og har haft et rigtig godt samarbejde med Kent Nielsen før, og alt i alt ser jeg det som en perfekt transfer for mig – og jeg vil gøre alt for at vise, at det samme er tilfældet for Silkeborg IF.”
“Jeg har meget store forventninger til fremtiden, for SIFs spillestil passer helt perfekt til mig med den kompromisløse fokus på bevægelighed, shortpassing og det dynamiske spil.”
“Der har været en del muligheder for mig i ind- og udland, men jeg har på en eller anden måde bare ventet og håbet på, at det kunne falde i hak med SIF. Jeg glæder mig.”
Kusk nåede at spille 251 kampe, score 60 mål og levere 68 assists for AaB.