Premier League-oprykkerne fra West Bromwich har onsdag fyret deres manager, Slaven Bilic, selvom de tirsdag aften fik et flot point mod Manchester City.
En skuffende 19.-plads i Premier League har fået hårde konsekvenser for West Bromwich-manager Slaven Bilic.
Onsdag har klubben således opsagt samarbejdet med den kroatiske boss med øjeblikkelig virkning. Det meddeler West Bromwich på deres hjemmeside.
52-årige Bilic stod bag West Broms oprykning til den bedste engelske række, og tirsdag spillede West Bromwich 1-1 på udebane mod City, men det reddede altså ikke Bilic.
Den rutinerede kroat har været manager for West Bromwich siden tilbage i juli 2019.
Flere troværdige engelske medier, blandt andre The Telegraph og The Times, skriver, at West Brom hyrer Sam Allardyce som deres nye manager.
66-årige Allardyce har stået i spidsen for adskillige engelske klubber, men har ikke haft et trænerjob siden 2018, hvor han tog afsked med Everton.
Allardyce har været i klubber som Newcastle, West Ham, Crystal Palace, Sunderland og Bolton, og i 2016 blev han ansat som engelsk landstræner.
Hér nåede englænderen dog blot en enkelt kamp ved roret, da en større korruptionsskandale fældede ham.