SønderjyskE har forstærket sig med en 1. divisionsprofil. Klubben har underskrevet en fireårig kontrakt med Fremad Amagers forsvarer Maxime Soulas.
SønderjyskE har sendt Pierre Kanstrup til Fremad Amager. Nu bliver klubben i stedet forstærket med én af 1. divisionsklubbens profiler.
Det drejer sig om forsvarsspilleren, 22-årige Maxime Soulas.
Franskmanden har skrevet under på en permanent kontrakt frem til sommeren 2025.
“Maxime Soulas har gjort godt opmærksom på sig selv i 1. division, hvor vi har haft mulighed for at følge ham tæt, og vi er overbeviste om, at han efter en kort tilvænning også vil være klar til 3F Superligaen. Med denne tilgang står vi bedre rustet i forsvarskæden, og vi glæder os til at se ham i SønderjyskE-trøjen,” siger klubbens direktør Jonas Lygaard til klubbens hjemmeside.
Soulas, som er tidligere PSV Eindhoven-talent, står noteret for 41 kampe for Fremad Amager.