
Foto: Unisport
Den tidligere landsholdskeeper, Stephan Andersen, fik ikke forlænget sin kontrakt med FC København.
Dermed lå det i luften, hvorvidt 39-årige Andersen ville fortsætte karrieren i en anden klub eller lægge handskerne på hylden.
Han har valgt det sidstnævnte, bekræftede han fredag på Facebook.
“Som mange af jer nok har læst eller hørt, så stopper jeg i FC København, når min kontrakt udløber 30. juni 2021. Derfor er det også lidt med følelserne uden på tøjet, at jeg laver dette opslag,” skriver Stephan Andersen på Facebook og tilføjer:
“Jeg har pr. 1. juli 2021 valgt at indstille min aktive karriere som fodboldspiller. Det er selvfølgelig ikke noget, der kommer som en overraskelse, at alle gode ting har en ende, og dette er endestationen for mig.”
Andersen nåede i alt at stå 270 Superliga-kampe for henholdsvis AB, Brøndby IF og FC København.
Han var med til at vinde det danske mesterskab tre gange med FC København og pokalturneringen fire gange, hvoraf tre gange var med FCK og en enkelt gang var med Brøndby IF.
I udlandet har han passet stængerne for Charlton, franske Evian, spanske Betis og endelig Go Ahead Eagles.
I landsholdsregi opnåede han 30 A-landskampe, og han var med til tre slutrunder, herunder EM i 2004 og 2012 samt VM i 2010.