Superliga-oprykkerne Hvidovre har været på indkøb hos AC Horsens, hvor de har sikret sig midtbanespilleren Jonas Gemmer.
Hvidovre IF, der er rykket op i Superligaen, har forstærket sig på midtbanen med 27-årige Jonas Gemmer, som er blevet købt i AC Horsens.
“Jonas Gemmer har været en del af AC Horsens gennem lang tid, og han har altid været en loyal holdkammerat og utrolig vellidt i omklædningsrummet,” siger AC Horsens’ sportschef, Niels Erik Søndergård, til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han har spillet mange gode kampe i den gule trøje og bidraget til et godt træningsmiljø, og det skal han have stor tak for.”
“Han har haft et ønske om at komme tilbage til Københavnsområdet, og nu opstod mulighed for at skifte til Hvidovre IF.”
“Vi har valgt at imødekomme hans ønske, og det har vi blandt andet gjort, fordi vi har hentet Albert Ejupi. Vi ønsker Gemmer alt det bedste.”
Gemmer nåede at spille 143 kampe i AC Horsens-spilletrøjen.