
Foto: Shutterstock
Tottenham Hotspur har i dag hentet to Real Madrid-forstærkninger. Bale på en lejeaftale og venstrebacken, Sergio Reguilon, i en permanent handel.
Spanske Reguilon har skrevet under på en femårig kontrakt med Spurs, og han har fået nummer tre på ryggen.
Transfersummen lyder på 30 millioner euro, svarende til 223 millioner kroner. Real Madrid har angiveligt sikret sig en tilbagekøbsklausul, som betyder, at de kan købe Reguilon tilbage for 45 millioner euro, svarende til 334 millioner kroner.
Den 23-årige back nåede at spille 22 kampe for Real Madrids førstehold.
I sidste sæson var han udlejet til Sevilla, hvor han spillede 38 kampe, scorede tre mål og leverede fem assists.
For nyligt debuterede han på Spaniens A-landshold, da han var i startopstillingen mod Ukraine i Nations League.