
Foto: Shutterstock
Tyske Thomas Tuchel er blevet præsenteret som ny manager for Chelsea FC. Han afløser klublegenden Frank Lampard, der blev fyret mandag.
Tuchel har skrevet under på en kontrakt, der gælder i halvandet år med mulighed for en forlængelse.
“Det er aldrig nemt at skifte manager midt i en sæson, men vi er virkelig glade for at have sikret os én af Europas bedste managere i Thomas Tuchel. Der er stadig meget at spille for og opnå i denne sæson og fremover,” siger direktør Marina Granovskaia til Chelseas hjemmeside.
Tuchel får debut som manager allerede onsdag, når London-klubben hjemme tager imod Wolverhampton.
“Jeg er taknemmelig over at være en del af Chelsea-familien. Det føles vidunderligt. Vi har den største respekt for Frank Lampards arbejde og eftermæle, som han har skabt i Chelsea,” fortæller klubbens nye manager Thomas Tuchel til klubbens hjemmeside.
Chelsea ligger på niendepladsen i Premier League med 29 point efter 19 spillerunder.