Officielt: United har fyret David Moyes

0

Manchester UnitedSå gik den ikke længere. Manchester United har tirsdag morgen fyret manager David Moyes. Dermed er han fortid efter ti måneder som manager.

Manchester Uniteds legendariske manager, Sir Alex Ferguson, trak sig tilbage sidste sommer efter 27 år i spidsen for United.

Den skotske legende valgte selv at udpege sin afløser, og her faldt valget på landsmanden David Moyes, der kom til klubben fra Everton den 9. maj 2013.

Moyes blev udstyret med en seksårig aftale, men allerede efter ti måneder er det forbi. I dag blev Moyes fyret ovenpå en skuffende sæson.

Weekendens nederlag på 2-0 mod Moyes gamle klub, Everton, var efter sigende det, der fik bægeret til at flyde over.

“David Moyes forlader Manchester United. Klubben vil gerne takke ham for det hårde arbejde, ærligheden samt integriteten, som han har haft i rollen,” skriver klubben på sin hjemmeside.

Ifølge Daily Mail blev Moyes fyret af klubbens administrerende direktør Ed Woodward på et møde tirsdag morgen.

Den nu tidligere Manchester United-manager har angiveligt allerede taget afsked med medarbejdere, som var til stede på træningsanlægget.

Manchester United oplyser tirsdag formiddag, at Ryan Giggs er midlertidig manager.

Et indblik i Moyes’ tid i United:

Købte ind for 580 mio. kroner

I sommerens transfervindue var der gang i rygtebørsen i forhold til, hvilke spillere, som United ville hente. Men det blev blot til indkøbet af Marouane Fellaini i Everton for 244 millioner kroner.

I januar-transfervinduet forstærkede han sig med endnu en profil. Nemlig Chelseas Juan Mata, som blev indkøbt for 335 millioner kroner.

I februar måned blev Wayne Rooney også udstyret med en ny, forbedret kontrakt, der gør ham til klubbens bedst betalte spiller med en ugeløn på 2,7 millioner kroner.

Vandt kun hver anden kamp

David Moyes nåede at stå i spidsen for klubben i 51 kampe. Under Moyes vandt Manchester United kun 27 kampe, og dermed havde de en sejrsprocent på 52,94. Holdet har tabt hele seks kampe på hjemmebane.

I alt spillede de ni kampe uafgjort, mens de i alt tabte 15 kampe.

Det er samtidig værd at bemærke, at United ikke har mulighed for at komme i top-4, hvilket betyder, at de ikke kan kvalificere sig til næste sæsons Champions League.

Moyes’ resultater med United kort:

Premier League:

– I skrivende stund ligger Manchester United på syvendepladsen med 57 point efter 34 kampe. Dermed er de ude af spillet om Champions League-kvalifikation, mens det også bliver vanskeligt at nå Europa League-billetten.

– I sæsonen 1991/1992 blev Manchester United nummer to i Premier League, og siden dengang er holdet endt i top-3 i samtlige sæson indtil denne, hvor meget tyder på, at de ender på syvendepladsen.

– Denne sæson har budt på hjemmebane-nederlag til Everton, West Bromwich, Everton, Liverpool, Manchester City og Tottenham.

Champions League:

Manchester United leverede en godkendt præstation i Champions League. De vandt gruppen, slog Olympiakos ud i 1/8-finalen, mens de så måtte se sig slået af Bayern München i kvartfinalen.

Pokalturneringer:

– I FA Cuppen tabte United i tredje runde på hjemmebane med 1-2 til Swansea.

– I den lille pokalturnering, Capital One Cup, måtte United se sig slået af Sunderland efter straffesparkskonkurrence i semifinalen.

FA Community Shield:

– Den 11. august 2013 vandt Manchester United FA Community Shield, da de slog Wigan med 2-0. FA Community Shield er et opgør mellem mesteren og FA Cup-vinderen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE