Vejle Boldklub har besluttet sig for at udleje angriberen Andreas Bredahl til Nykøbing FC i 2. division.
Vejle Boldklubs 20-årige angriber, Andreas Bredahl, skal tørne ud for Nykøbing FC i 2. division i resten af sæsonen.
Angriberen er nemlig blevet udlejet til klubben.
“Forud for sæsonstarten blev Andreas Bredahl sin skade kvit, og han har derfor kunnet indgå i den interne konkurrence om spilletid på lige fod med alle andre i truppen,” siger Vejles sportschef Marius Adrian Nicolae til klubbens hjemmeside og uddyber:
“I den forbindelse har vi måttet sande, at Andreas ikke har udsigt til at få den spilletid, som han ønsker, og som han har brug for. Af den årsag er jeg tilfreds med, at han skal spille sæsonen færdig i Nykøbing.”
“Nykøbing FC er et godt og modent valg af Andreas. Han støder til en konkurrencedygtig trup, som skal kæmpe med om de sjove pladser i 2. divisionen, og her kan han gøre en forskel.”
“Andreas er en lovende angriber, som har et fint potentiale, og som vi i klubben stadig tror på. Jeg ønsker ham held og lykke med sit forestående lejeophold.”
Bredahl har hidtil spillet seks førsteholdskampe for Vejle.
Hans kontrakt med Vejle Boldklub løber til sommeren 2025.