Vejle Boldklub har torsdag solgt den 23-årige forsvarer, Marius Elvius, til Hvidovre IF, som spiller i 1. division.
23-årige Marius Elvius tager afsked med Vejle Boldklub efter tre år i klubben.
Forsvarsspilleren skal i stedet tørne ud for Hvidovre IF, som spiller i 1. division.
“Han er en fantastisk og ledende spiller på banen. Marius er hård, ærgerrig og dynamisk, og så har han den rette alder i forhold til, at der også er noget at bygge videre på,” fortæller Hvidovre IFs cheftræner Martin Retov til klubbens hjemmeside.
Elvius opnåede 92 kampe i Vejle-trøjen.
“For Marius Elvius har spilletiden i 2025 været nedadgående, og det er ikke en gunstig udvikling for en fodboldspiller på vej ind i sin bedste fodboldalder,” siger Mikkel Hemmersam, som er sportsdirektør i Vejle Boldklub, til klubbens hjemmeside. Han tilføjer:
“For Marius er regelmæssig spilletid en forudsætning for fortsat udvikling, og derfor har begge parter afsøgt mulighederne for et klubskifte. Marius har været en del af en skarp konkurrence på back-positionerne, hvor vi efter hans afgang fortsat er godt dækket ind.”