Superliga-klubben Vejle Boldklub tager afsked med 11 spillere efter sæsonen, deriblandt anfører Thomas Gundelund. Det meddeler klubben lørdag.
Vejle Boldklub har sikret sig overlevelse i Superligaen på bekostning af Lyngby Boldklub og AaB.
Til sommer kommer der ikke desto mindre til at ske større ændringer i klubben, hvor hele 11 spillere takker af.
Det meddeler Vejle på sin hjemmeside lørdag.
Blandt de spillere, der tager afsked efter sæsonen, er kaptajnen Thomas Gundelund.
De øvrige spillere tæller David Čolina, Richard Jensen, Miiko Albornoz, Hamza Barry og Andreas Tomaselli.
Dertil kommer German Onugkha, Dimitris Emmanouilidis, Emmanuel Yeboah, Kristian Kirkegaard og Yeni Ngbakoto.
Spillerne stopper i klubben som følge af endt lejeophold eller kontraktudløb.
Lørdag tørner Vejle sammen med Sønderjyske i sæsonens sidste kamp i Superligaen, hvor alle spillerne vil få en gave.
For nylig kunne klubben meddele, at også trænerduoen i form af Steffen Kielstrup og Johnny Mølby tager afsked.