Officielt: Viborg forstærkes med trio

0

Viborg F.F.Superliga-oprykkerne Viborg har fredag forstærket sig med hele tre spillere. Der er tale om Michal Peskovic, Lukas Lerager og Babajide Ogunbiyi.

Viborgs ledelse har haft travlt med at signere kontrakter i dag. Klubben har nemlig meddelt, at man har skrevet kontrakter med hele tre spillere.

Først blev det offentliggjort, at man har skrevet en etårig kontrakt med den slovakiske målmand, 31-årige Michal Peskovic, som allerede ventes at få debut i morgen.

“Peskovic er en stærk målmand, der har stor rutine og erfaring. Han har blandt andet spillet i den bedste polske række, og flere andre ligaer i Europa. Han har været her i nogle dage, hvor han har gjort et fint indtryk. Vi har vurderet og evalueret ham i trænerstaben, og vi er enige om, at han er den rigtige for os,” forklarer cheftræner Ove Christensen til klubbens hjemmeside.

Dernæst meddelte man, at truppen også er blevet forstærket med den 20-årige midtbanespiller Lukas Lerager, som skifter fra AB.

“Lukas blev rykket op i førsteholdstruppen hos AB i en meget tidlig alder, og vi har altid nævnt ham som en profil for dem, når vi har mødt AB. Han var på besøg her i lørdags for at se på forholdene, og vi har haft en god snak med ham. Han kommer med en ekstrem motivation for at spille i Viborg FF,” siger cheftræner Ove Christensen.

Leragers kontrakt med Viborg FF løber frem til udgangen af 2015.

Og senest kunne man så også sige velkommen til en gammel kending, nemlig Babajide Ogunbiyi.

“Jide skal ind og bidrage med alle de stærke defensive kompetencer, han har. Han er en spiller med amerikansk attitude, og vi ved, at han både på træningsbanen og til kampene vil gå forrest. Vi får et stærkt supplement til en i forvejen stærk bagkæde, og i det høje spil, får vi en sand specialist ind,” fortæller cheftræner Ove Christensen.

Jidi, som han kaldes, var en del af Viborgs trup i perioden 2010 til 2012.

Den 26-årige forsvarsklippe har sat sin signatur på en kontrakt, der ligeledes løber frem til udgangen af 2015.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE