
Foto: AaB
Højrebacken Kristoffer Pallesen er glad for sit skifte til AaB, som han kalder en kæmpe klub med en stærk historie.
27-årige Pallesen er glad for sit skifte til Nordjylland.
“For det første vil jeg gerne understrege, at jeg har været meget, meget glad for min tid i Viborg F.F., og jeg var gerne blevet, hvis ikke AaB havde meldt sig,” indleder den dynamiske back til AaB’s hjemmeside.
“AaB er en kæmpe klub med en stærk historie, og jeg er superstolt og glad for, at det hele er faldet på plads, og jeg var i går forbi anlægget og blev nærmest blæst bagover af de gode faciliteter.”
“Omkring spilfilosofien har jeg i flere sæsoner bemærket, at AaB altid ynder at levere et offensivt udtryk, hvor ikke mindst dygtige spillere som Henrik Dalsgaard, Patrick Kristensen og senest Joachim Mæhle på min foretrukne position på banen er blevet sat flot i scene, men jeg kommer også til AaB med fuld respekt for, at der er en sund konkurrencesituation på hver plads, og jeg er bevidst om, at der ikke er noget, der kommer af sig selv,” fortæller Kristoffer Pallesen.
Udover tilgangen af målmand Michael Lansig er Kristoffer Pallesen AaB’s første store indkøb denne sommer, men ifølge sportsdirektør Allan Gaarde bliver han næppe den sidste.
Efter sigende er det tidligere Tottenham-talent Filip Lesniak på vej til AaB.