FC Københavns højreback Zdenek Pospech bekræfter i dag, at han forlader FC København til fordel for tysk fodbold til sommer.
Den 32-årige højreback hos FC København, Zdenek Pospech, bekræfter, at han har en aftale på plads med en tysk klub. Det betyder, at han forlader den danske hovedstad til sommer, når hans kontrakt udløber.
“Jeg forlader FC København til sommer og tager i stedet til tysk fodbold. Jeg vil ikke kommentere på klubnavne, men jeg kan afsløre, at der er tale om en toårig kontrakt med mulighed for en yderligere forlængelse på et år,” fortæller Pospech til Ekstra Bladet.
Zdenek Pospech har tidligere været kædet sammen med et skifte til VfB Stuttgart, som i øjeblikket ligger under nedrykningsstregen i Bundesligaen.