Randers FC: Ove C. fyret – Nyt trænerteam ansat

0

Randers FC: Ove C. fyret - Nyt trænerteam ansatRanders FC valgte tirsdag at fyre cheftræner Ove Christensen efter en række dårlige resultater. Et nyt trænerteam er kørt i stilling.

Cheftræner Ove Christensen blev den helt store helt i sidste sæson i Randers FC, da han reddede holdet fra nedrykning.

I denne sæson har piben dog fået en anden lyd, og igennem de seneste uger har Christensen længe stået på vippen til en fyreseddel, grundet dårlige resultater.

Gårsdagens 4-0-nederlag til Brøndby IF, var det, der fik kronjydernes ledelse til at trække i bremsen og aflevere en fyreseddel til cheftræneren.

“Det er med stor beklagelse, at vi finder det nødvendigt at afskedige Ove med øjeblikkelig virkning. Randers FC skylder Ove en stor tak for hans indsats i klubben, men vi finder det nødvendigt at ændre på trænersammensætningen i klubben i forhåbningerne om at sikre os endnu en sæson i landets bedste fodboldrække,” forklarer direktør Jacob Nielsen i en pressemeddelelse.

Ove C.: Jeg er ærgerlig, men Randers bliver i Superligaen

Ove Christensen kom til klubben i oktober måned 2009, og han nåede at styre holdet igennem 59 opgør.

Han er ærgerlig over, at han ikke får lov til at færdiggøre sæsonen, men han er samtidig overbevist om, at klubben bliver i Superligaen og derved undgår nedrykning.

“Jeg er overbevist om, at Randers FC klarer frisag i Superligaen og vinder pokalturneringen, og i den forbindelse er det selvfølgelig bare egoistisk forfængelighed fra min side, at det ikke bliver mig, der skal stå i spidsen for projektet,” siger Ove Christensen.

Peter Elstrup og Allan Kuhn danner nyt trænerteam

Klubben har valgt, at forfremme den hidtidige assistenttræner Peter Elstrup til cheftræner, mens man har ansat Allan Kuhn som ny højre hånd for Elstrup.

Kuhn forlod FC Midtjylland-trænersædet for få uger siden, fordi det blev en for stor byrde, men nu er han altså klar på endnu et eventyr som assistent.

“Efter nøje overvejelser finder vi dette som den helt rigtige konstellation for den vigtige opgave, vi står overfor. Vi har vægtet, at vi dels skal bibeholde den viden og ekspertise, der i forvejen er omkring truppen gennem Peter Elstrup, og dels at få den erfarne indpisker udefra, som vi mener Allan Kuhn er den helt rigtige til,” siger direktør Jacob Nielsen.

I første omgang gælder både Elstrups og Kuhns kontrakter med Randers FC sæsonen ud.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE